Om angst-dette vidste du måske ikke..

 
Hjernen er i konstant dialog med kroppen og verden gennem dine sanser for effektivt at imødekomme kroppens behov af ressourcer. Den arbejder konstant på at forudsige, hvad der skal ske om et øjeblik, ved at trække på din tidligere læring og erfaring. Ind imellem kan den dog have svært ved at forudsige og fortolke, hvad der er ved at ske, og hvilken handling der skal eksekveres.

Når vores hjerner har svært ved at forudsige fremtiden korrekt, iværksættes der en respons, der øger sukkerniveauet i blodet samt pulsen for at fordele ressourcerne hurtigt. Vi kalder det for “stressresponsen”, og den involverer hormoner som kortisol og adrenalin. Men grundlæggende er kortisol og andre hormoner og neurotransmittere, “blot” metaboliske regulatorer. Kortisol niveauet stiger også om morgenen, når du skal slæbe dig ud af sengen. Disse hormoner øger din vågenhed (arousal), så du kan lære nyt, bevæge dig og præstere.

For at mindske uforudsigeligheden, og den medfølgende følelse af høj arousal (som ofte fortolkes som uro eller angst), er det derfor vigtigt at overveje, hvor forudsigeligt vores liv er, især med hensyn til basale behov som søvn og mad. Ved at tage vare på vores krop gennem sunde vaner som tilstrækkelig søvn, en afbalanceret kost og regelmæssig motion, kan vi hjælpe vores hjerne til bedre at kunne regulere ressourcerne, hvilket kan mindske din oplevelse af angst og uro.

Samtidig kan vi ændre vores opfattelse af kroppens signaler af høj arousal. Ved at forstå, at disse signaler har en fysisk oprindelse, kan vi lære at tolke dem på en mere konstruktiv måde. Vi kan træne os selv i at omtolke signaler af høj arousal fra negativ angst, til mere positive følelser som at være målrettet, fokuseret og i stødet. Undersøgelser tyder på, at studerende som øvet sig på at omtolke sine kropslige signaler op til eksamen – fra negativ angst – til positiv målrettethed og parathed – klarer prøverne bedre og er bedre i stand til at gennemføre sine uddannelser.

Så hvis du vil opleve mindre angst i din hverdag, så skal du tage dine basale behov alvorligt – søvn, kost, bevægelse, interaktion med andre osv. Når du har energi og ressourcer nok i din dagligdag, behøver din hjerne ikke forudsige unødvendig øget aktivitet af arousal. 
 
Desuden kan du prøve at se det som naturlige mekanismer som din hjerne bruger for at holde dig vågen og alert, så at du kan lære og præstere bedre. Øv dig på at tolke disse signaler som mere positive, og som giver mening for dig!